|
 |
|
Dagblade og magasiner
Teksteksempler til udlån i læsesalen:
- 'Gnister på kajkanten', magasinet Arbejdsmiljø
- 'Rockeren og fuglereden', Jyllands-Posten Lørdag
- 'En dag i Madsens Salon', Politiken PS
- 'Professor Sibonis elskværdige regime', magasinet Danmarks Amtsråd
En genres tilblivelse
Der må være en vej... Time efter time med fyldte råbånd fra en en uge i en frisørsalon med en 87-årig mester på job. Time efter time med bånd fra livet på pladsen hos en autoophugger. Alt dette for at lave reportage til tv - og kun tv.
Tanken opstod hos Flemming Helsted Juul tilbage i 1997 - Hvorfor ikke på tryk?
Der blev søgt blandt høj og lav i journalistikken, men ingen havde tilsyneladende for alvor gjort forsøget på at finde vejen fra tv-reportagen til de trykte medier. Tekster med nærværet og umiddelbarheden ved at være usynlig gæst i menneskers univers var meget svære at finde. Hvor danske journalister skrev langt og brød grænser, skrev de deres eget jeg længere og længere ind i beretningerne - lige modsat reportagen, hvor sansningen ude i marken nok er subjektiv, men beretningen fortælles af en disktret, tilbagetrukket beretter.
Det nærmeste reportage-forbillede på tryk syntes at være Gustav Wieds dialogrige fortællinger om Knagsted og Gammelkøbings andre personager, men trods Wieds højtudviklede empati (måske han ikke helt ville bruge samme betegnelse) er det nok mere end en tilsnigelse at kalde Livsens Ondskab for dokumentar.
Råbåndene med huggeren og frisørmesteren blev ved med at rumstere. Forsøgsvis blev oplevelsen i Hr. Madsens Salon og ude hos autoophuggeren støttet af små 100 sider tæt registrering omsat til skrift.
De to historier lykkedes et pænt stykke ad vejen og blev bragt på hhv. dobbeltside i Jyllands-Posten og i Politiken PS. Dermed blev de startskuddet til udviklingen af reportagebåren dokumentar som metode.
Reportagebåren dokumentar er kun i sin vorden som genre i medierne.
Reportage i denne form kræver plads at brede sig på. At få en hovedperson til at folde sig ud gennem beskrivelser og 'live-optaget' dialog med andre, parret med massiv anvendelse af reportagefotos, kræver plads, og den plads findes ikke i den daglige avis. Historierne egner sig bedst til magasiner og eksempelvis weekenavisernes baggrundssektioner, hvor læserne er forberedt på lange og anderledes læseoplevelser.
Når vi arbejder som fluen-på-væggen er grundprincippet, at vi er færrest muligt afsted, og opholdder os længst muligt ude blandt de mennesker, vi vil skildre. Til en tekst- og foto reportage er der én mand ude, og kun hvis der sideløbende bliver lavet en tv-videodel, er vi to mand i marken.
En hovedregel i arbejdet med reportagebåren dokumentar til prent er, at hver dag man er alene ude på 'optagelse', kræver minimum to arbejdsdage foran tastaturet med registrering af lydoptagelser og artikelskrivning samt en halv til en hel dag til billedbehandling. Da reportagerne her gerne laves på baggrund af 2-3 reportagedage og ender i små 10 arbejdsdage, er vi oppe i et tidsforbrug og en pris, hvor dagbladene på grund af deres økonomi melder pas.
Anderledes forholder det sig typisk med magasiner.
Reportagerne er ikke billigere for magasinerne, men de anskuer normalt deres økonomi anerledes end dagbladene. At sætte en reportage på over 10 sider i et magasin koster ikke mere end det ellers vil koste at fylde de samme sider med mindre enheder fra freelancere. Derfor er prisen ikke afskrækkende; overvejelsen er, om man har læsere med ro nok i bagdelen til at give en historie på 25.000 anslag med 30 fotos en chance.
Senere er magasiner og desuden bøger og fagblade blevet den primære platform for historierne.
Et eksempel er ’Seje kvinder & stærke mænd’, som er en reportageserie bragt i magasinet 'Arbejdsmiljø' i 2002. Serien lukker op for det pyskiske arbejdsmiljø på de arbejdspladser, hvor det går hårdt for sig. Her er det rå næver og ikke fløjlshandsker, der her sætter dagsordenen. Der bliver råbt, givet og taget i et omfang, der hurtigt vil få de fleste kontoransatte til at søge ly under hæve/sænkebordet. Men at tonen er rå, betyder ikke, at man kan tillade sig hvad som helst. Der er grænser, hårfine grænser, og hvor de går, viser hovedpersonerne i reportageserien. De inviterer indenfor i deres hverdag og fortæller hvad der skal til, for at de trives med hinanden og deres arbejde.
'Gnister på kajkanten' er første artikel i den serie. Reportagefotos fra artiklen om havnesjakket fra Nyborg kan ses overalt på denne web, da de er brugt som genrefotos på sider, som ikke er konkret illustreret.
|
| |
Documentary.dk - Chr. IX's Vej 1A, 5600 Faaborg - 62 68 22 11
|
|
|
|
